CO2- og KO-venlig klimastrategi

  • Bæredygtighed og dyrevelfærd i højsædet for vores samvittigheds og vores allesammens sundheds skyld.

Det ligger os meget på sinde at værne om naturen og i disse tider, hvor ozonlaget – og dermed på sigt menneskeheden – er truet, bør vi alle tilstræbe at tage vores andel af ansvar i forhold til at få bragt balance i CO2-regnskabet igen.

CO2- og grundvandvenlig markdrift

Vi værdsætter naturen og tilstræber derfor at producere vores afgrøder under størst mulig hensyntagen til denne, hvorfor vi da også har været sprøjtefri i mere end 10 år og for efterhånden 5 år siden tog de sidste skridt i forhold til at blive økologer. Markerne er således fri for pesticider. Dette i særdeleshed for at sikre grundvandet, idet der udvindes drikkevand i området. Vi er så vidt vides de eneste på egnen som frivilligt tager disse hensyn.

Wrap-/høet er af græsblandinger og lucerne som optager CO2. Vi har gennem de seneste år udviklet og udviddet på vores produktion af lucernen, som godtnok er dyr og lidt vanskelig i etablering, men som i sig selv altså er kvælstoffikserende og ikke kræver så meget kørsel i marken (heller ikke i forbindelse med høst), hvilket altså betyder at traktoren bruger knap så meget diesel og dermed udleder mindre CO2. Til køerne lader vi gerne hvidkløver og ærter indgå, da også disse er kvælstoffikserende planter. De lever i symbiose med kvælstoffikserende knoldbakterier.

Den føromtalte kvælstoffikserende evne som visse planter har kan dels minimere eller helt eliminere behovet for gødning og heraf kommer tillige igen mindre kørsel i marken.

KO-venligt management af besætningen

Dyrene er fra vores økologisk certificerede bedrift, hvor de har græsset året rundt (suppleret med økologisk grovfoder af høj kvalitet om vinteren bl.a. lavet på planter som lucerne og ærter, der er særdeles klimavenlige planter) og har levet et meget frit og ubekymret flokliv uden behov for medicinering af nogen art.

Til slut når de skal slagtes tilstræber vi en så værdig død som overhovedet mu(h)ligt.

KO sørger for klimavenlig naturpleje

Det skotske højlandskvæg er kendt for at være både smagfuldt og sundt kød jf. dets højere andel af omega3 pga. den naturlige opvækst. De græsser nemlig mestendels i engområder og på andre arealer som ellers ikke bliver “plejet”. Den høj-aktuelle klimadebat giver endnu en god grund til at vælge kød fra opdræt som er konstruktivt ifht. CO2-regnskabet. Køer som lever af grovfoder (græs og stråfoder i modsætning til kraftfoder/korn) udgør IKKE en trussel for klimaet. Især ikke når koncentrationen af dem på arealerne ikke ligefrem er stor.

Køernes lort (kokasser) gør det ud for små insekthoteller og bidrager således til biodiversiteten, som i forvejen stortrives i området uden pesticider og dermed rent vand.

Selv i padde- og frøperspektiv værner vi om dyrelivet i området

Ydermere har vi bl.a. eget pilerensningsanlæg og også biavl at føje til vores række af forsøg på at værne om/bidrage positivt til miljøet og at tænke bæredygtigt. Der er meget godt at berette om bierne og deres honning, det kræver et helt kapitel for sig. Tilstedeværelsen af både fredede salamandere og de ellers sjældne løvfrøer og et utal af padder vidner om en natur i balance og i særdeleshed om et sundt vandmiljø, da denne lille, næsten neongrønne løvfrø er meget sart og stiller høje krav til nærområdet. Der lever et stort antal løvfrøer i bevoksningerne omkring vores vandhuller, og sommetider sker det såmænd også at vi har dem indenfor i stuehuset. Sommerfugle findes også i hobetal.

CO2-regnskab på bedriftniveau

Vi forventer at regeringen inden længe vil indføre CO2-kvoter på landbruget (o.a.) i forhold til udledning. Af ovenstående kommer at vi allerede føler os beredte på disse tiltag. Dog er det bekymrende at de foreløbige udmeldinger lyder på at diverse kalkulationer kun tæller det negative ved dyrehold imens man ser helt bort fra den optagelse som samtidig sker ved planteavl…

Skovrejsning er også i vores overvejelser. Vi har lidt fredskov allerede som vi elsker meget højt.

I tillæg har vi yderligere en mission
Vi har en drøm om gradvist i større omfang at kunne dele vores lille perle af et naturparadis med andre: både de som blot ønsker flere naturoplevelser i frøperspektiv… eller insekthøjde… og måske især de som simpelthen trænger til et break fra storbylivet og for hvem dyr og natur er uvante elementer. – Især elsker vi at præge børn i den rigtige retning!

Nyd
“Små indtryk fra Wormstrupgaarden”: https://youtu.be/96pwfcsOKGw
&
Levende billeder fra Wormstrupgaarden: https://youtu.be/9mZGaoSDSnQ